Klubnyheder

Nyhedsbrev august 2023

23. august 2023, 23.23 / 23. august 2023, 23.26

Indholdet i dette nyhedsbrev er

  • Formanden har ordet
  • Kontingentopkrævning
  • Holdsport vores nye platform og medlemssystem
  • Aktiviteter i den kommende sæson
  • Nyt fra Rullerne
  • Oversigt over ture i den kommende sæson
  • Endnu en forrygende festival med Skiburgeren
  • Tilbageblik på vandretur i Dolomitterne

Tak til bidragyderne for indlæg og billeder. 

Deadline for næste nyhedsbrev er søndag 26-11-2023. 

Gerne indlæg og billeder (hver for sig) i en mail til [email protected]

Webmaster

Kære Skiklubmedlem 

Sommeren synger på sidste vers og jeg håber du har fået den brugt på bedste vis med aktiviteter, rejser og samvær med dem du har nær. 

  For skiklubbens vedkommende er starten på sommeren = Skiburgeren på Roskilde Festival. Og sikke en festival 2023 blev. På trods af et lidt tamt musikprogram og lidt mangel på hænder blev der i boden produceret burgere til den store guldmedalje. Humøret var højt og selskabet i blandt de frivillige var superbt. Alt i alt en festival som kørte meget flot og gnidningsfrit takket være alle de frivillige fra klubben, som hele året arbejder benhårdt for at gøre skiburgeren klar. Vi venter stadig på det endelige resultat, men indtil videre er der indikationer på en flot omsætning. En kæmpe tak skal lyde til alle de frivillige fra klubben, som har taget en tørn på dette års festival. Jeg håber i havde en god oplevelse og har lyst til at komme igen, jeg er i hvert fald selv klar på endnu en festival. 

  Måske har du haft tid til at besøge Hedeland denne sommer, måske har du været på troldejagt efter Thomas Dambo’s trold nr. 100, som er gemt derude? I bestyrelsen er Hedeland og skihytten blandt en af vores kerneopgaver og vi forsøger på bedste vis at drive det efter alles ønsker. Der har blandt andet været flere ønsker om brug hen over sommeren. Derfor har vi denne sommer samarbejdet og udlånt klubhuset til Hedeland MTB, som i weekenderne har udlejet cykler og arrangeret ture i Hedeland. Vi vil i efteråret evaluere projektet og se hvad det har bidraget med. 

  I midten af juli var der en lille gruppe skiklubmedlemmer der begav sig på vandretur i Dolomitterne. Stejle stræk med udsøgt natur og samvær gjorde turen hel speciel. Tak til Grete for at være turarrangør på endnu en god vandretur. 

  Hjemmesiden er igen oppe at køre og vi arbejder stadig på indhold og rettelser osv. Tak for tålmodigheden. Alle medlemmer er nu flyttet og du har modtaget en mail om dit nye login på den nye side. Når du først har fået din profil til at køre, vil du opleve, hvor nem en brugerflade der er. Tilmelding til ture og arrangementer kan let ses og tilmeldes. Har du behov for hjælp med den nye side er du meget velkommen til at sende mig eller webmaster en mail, så skal vi gøre vores bedste for at få dig godt i gang. 

  Måske skal din første tilmelding til en aktivitet være til vores sommerfest d. 27. august kl. 15.00 på Hedeland. Hvis ikke du har meldt dig til, så skynd dig at gøre det (fristen er skubbet til 24/8). Og er du frisk på en guidet cykeltur i den skønne natur, så tilmeld dig også den aktivitet, der er sørget for cykel og udstyr til turen. Vi starter dagen med lidt kaffe og kage efterfulgt af cykeltur og slutter af med en grillbuffet, jeg håber at se dig. 

Mange hilsner 

Formanden 

Cecilie Laage-Petersen 

Kontingentopkrævning for sæsonen 2023/24

Kontigentopkrævningen/betaling for sæsonen 2023/24 og fremover kommer til at foregå via Holdsport.

Den 17/9-2023 sendes opkrævningerne ud. Betalingsfristen er den 1/10-2023.

Der er mulighed for at betale både med betalingskort og MobilePay.

Hilsen Annette

Holdsport vores nye platform og medlemssystem

Hjemmesiden er offentlig tilgængelig og alt det vi, som medlemmer, har brug for sker i Holdsport.

Det betyder at alle medlemmer vil have en Holdsport-profil, kontingent opkræves via Holdsport og den primære kommunikation vil foregå via Holdsport.

Hvis der er spørgsmål omkring Holdsport, så skriv venligst til [email protected].

Oftest forekommende spørgsmål:

  1. Jeg har glemt mit kodeord?  Se på https://www.holdsport.dk/da/sp...
  2. Hvordan forbinder jeg en forældre-profil til et barn? Se på https://www.holdsport.dk/da/sp...
  3. Hvordan tilføjer jeg sekundær adresse, e-mail og telefonnummer til en profil? Se på https://www.holdsport.dk/da/sp...
  4. Jeg har flere profiler (flere foreninger), på Holdsport og vil gerne lægge dem sammen? Se på https://www.holdsport.dk/da/sp...

Holdsport Online hjælp https://www.holdsport.dk/da/spoergsmaal-svar

Når du modtager nyhedsbreve, så er det muligt at afmelde nyhedsbrevet. Min anbefaling er at lade være med det, da det betyder at du ingen information får fra Roskilde Skiklub.

Webmaster

Aktiviteter i den kommende sæson

som alle fremgår af kalenderen.


Crossfit starter onsdag den 6. september, hos CrossFit Roskilde i Rådmandshaven 4 B, Roskilde.

Hver onsdag kl. 18.30 til 19.30. Det kræver ingen tilmelding.

Glæder os til at se jer

Casper (instruktør) og Annette


Yoga starter onsdag den 6. september, på Roskilde Gymnasium, Idrætshuset, Gymnastiksalen.

Der er 2 hold, henholdsvis Hold 1. Kl. 18.15 til 19.30 og Hold 2. Kl. 19.45 til 21.00.

I skoleferierne (uge 42, 52 og 8) er der ingen undervisning.

Der er plads til 25 på hvert hold (kræver tilmelding i Holdsport, og kan ske ugen inden aktiviteten afholdes).

I skal medbringe en yogamåtte og evt. tæppe til afspændingen.

De kærligste hilsner Tina


Skigymnastik mandag den 11. september i Hallen på Himmelev Gymnasium, Herregårdsvej 30, Himmelev, 4000 Roskilde.

BEMÆRK at det fremover er på Himmelev Gymnasium og tidspunktet fremover er fra kl. 20.00 til kl. 21.15.

Kør ad Herregårdsvej forbi Himmelevhallen og drej til højre ind til Himmelev Gymnasium. Drej derefter med det samme til venstre mod idrætshallen. Idrætshallen ligger i bunden af parkeringspladsen. Den er delvist gravet end og er derfor ikke så synlig. 

Husk træningsmåtte, bolden, drikkelse og indendørs sko.

Kærlig hilsen Anne, Pia og Beate


Spinning tirsdag den 26. september, hos Fitness OK, Københavnsvej 70, 4000 Roskilde.

Hver tirsdag kl. 18.00 til 19.00.

Der er plads til 18 (kræver tilmelding i Holdsport, og kan ske ugen inden aktiviteten afholdes).

Se på kalenderhændelsen hvordan det foregår.


Nyt fra Rullerne

Selv om vi nu træner med fokus på Berlin Inline Marathon, og det bliver lidt længere ture, så er der stadig åbent for at nye kan komme og få gode rulleoplevelser. 

De faste fællestræninger er mandag og onsdag, typisk fra Roskilde Lufthavn ved 18.30-tiden.

Men tjek på Facebook Roskilde Rul, hvor alle træninger og andet info bliver slået op.

Kom ud og rul - du bli'r glad og får god motion!

Har du spørgsmål om rul, så ring til Kurt på 61 36 38 52.

Mange hilsner

Kurt

Oversigt over ture i den kommende sæson

Skiklubben forventer at udbyde følgende ture til medlemmerne.

De udbydes i takt med at de er klar.

  • Uge 49 - En kort tur (alpin) til Cervinia (mulighed for liftkort til Zermatt) i Italien, med fly. Vi rejser til dette højtliggende skiområde på grænsen mellem Italien og Schweiz, hvor vi bor på ski-in/ski-out Hotel lo Stambecco i 2.550 meters højde for foden af det majestætiske Matterhorn.
  • Uge 3 - En kort tur (alpin), for nu 20. gang i bus på vej til Abtenau i Dachstein-West, Østrig, Hvor vi traditionen tro skal vi bo på de samme hoteller som vi plejer og vi kører med Vikingbus. Terrænet er også det samme - og deltagere kan være både nye som gl. medlemmer – unge og ældre.
  • Uge 4 - En uge tur (alpin) til Ischgl/Galtür, Østrig, med bus. Vi skal som tidligere bo på Hotel Alpenrose, hvorfra det er nemt at komme til skiområderne i Ischgl og Galtür.
  • Uge 5 - En uge med kombineret langrend og alpin skisafari i Dolomitterne, Italien, med fly. I år er langrendsturen ændret, så det er en kombination af langrend og alpin. Håbet er at dem, der altid siger, at de vil så gerne lære at løbe langrend, men aldrig får sig tilmeldt, så gør det i år. Undervisning i langrend - og 3 dages løb i det smukkeste område, hvor bl.a. vinter OL bliver afholdt i 2026.  Derefter skisafari på alpin ski (skal kunne løbe sort).
  • Uge 5 - En uge (alpin) til Kronplatz, Dolomitterne, Italien - ikke for nybegyndere, med bus.  Bemærk ugen er rykket fra uge 6 til uge 5. Vi bor på Hotel Reipertingerhof i Kronplazt. Ud over nærområdet i Kronplazt, som er et fint område, vil vores bus køre rundt i Dolomitterne. Skipasset kan benyttes i hele skiområdet i Dolomitterne. 
  • Uge 8 - Næsten en uge (alpin) til Winterberg, Tyskland - børn, forældre og bedsteforældre tur, hvor vi skal kører i bus. Området er velegnet for børn ikke mindst begyndere, men da alle bjerge er under 1.000 m, har vi ingen snegaranti. Vi bor på Schullandheim Winterberg, som er et ældre vandrerhjem med masser af plads til både børn og voksne. Vi har en stor spisesal, lille gymnastiksal, flere mindre opholdsrum, kælder med bordtennisborde og bordfodbold, tørrerum og baderum. Der er toiletter på gangen, men bad i kælderen. Turen er med helpension, med varm mad til frokost, og vi hjælpes ad med at rydde borde og tørre opvasken.
  • Uge 10 - En uge (alpin) til Madonna di Campiglio, Italien. Ny tur med bus. Skiområdet omkring byen Madonna di Campiglio har særdeles godt udstyr, og sammen med et velbeliggende område, er de derfor særlig gode til at holde på sneen. Vi skal bo på det skønne hotel Arcangelo, beliggende midt i byen Pellizzano.
  • Uge 11 - En uge (alpin) til La Plagne, Frankrig, med fly. Vi skal bo på Hotel Les Balcons, som ligger direkte på pisten i Belle Plagne 2000 meter. Man går ud ad døren, klikker skiene på og løber ud i det smukkeste skiområde.
  • Uge 13 - En kort tur (alpin) til Branäs, Sverige, en testtur med bus. Gennemføres som en testtur for børn, familier og bedsteforældre for at undersøge interessen for turen. Arrangørerne mangler dog stadig svar på en række spørgsmål om faciliteterne på skisportsstedet.
  • Uge 16 - En kort tur (alpin) til Hemsedal, Norge, med bus – familietur. Vi bor i 12-personers hytter, hvor du og dine hyttekammerater sørger (hjemmefra) for egen forplejning (mad og drikkevarer), til bussen både udrejse og hjemrejse og alle måltider i Hemsedal.
  • Juli - En uges vandretur i Pyrenæerne, med fly. Detaljerne er ikke på plads endnu.

Der er lidt flere detaljer på nogle af turene på hjemmesiden. Brug dette link Ture.


Endnu en forrygende festival med Skiburgeren

Klik her for at se Galleriet fra Skiburgeren 2023.

 Burgerboden er igen pakket ned efter en forrygende uge på årets festival. Det føles allerede som om der er

gået lang tid siden vi knoklede løs i Skiburgeren. Jeg håber at I, der var med, har fået nogle gode oplevelser

med fra arbejdet i Skiburgeren og fra koncerterne.

 De foreløbige opgørelser tyder på, at vi igen får et ganske tilfredsstillende resultat, der kan understøtte

vintersæsonens mange aktiviteter.

 Planlægningen af næste års Skiburger er så småt ved at gå i gang, så sæt allerede nu krydser i kalenderen

fra den 29. juni til den 7. juli 2024 – eller bare ved nogle af dagene.

Tak til alle jer, der var med os på den ene eller anden måde.

Klaus / Skiburgerteamet

Tilbageblik på vandretur i Dolomitterne i uge 28-2023

 Klik her for at se Galleriet fra turen.

Vi havde aldrig prøvet en vandreferie før, så det var med en blanding af spænding og nervøsitet, at vi tirsdag sad ved gaten i lufthavnen, klar til at møde vores rejsefæller og begive os ud på en vandreeventyr i Dolomitterne med skiklubben. Men allerede fra vores første møde blev det klart, at vi var i godt selskab – vi var nemlig sammen med otte utroligt venlige og rare personer, og initiativrige Grete Lindsgren var vores turleder.

 Ved landingen i Venedig Lufthavn mødte en bølge af varme os, fuldstændig som det har været normen for mange steder i Sydeuropa i år. Heldigvis ventede vores bus og chauffør for at bringe os op i bjergene, hvor køligere temperaturer ventede.

 Ved vores første overnatning fik vi en smagsprøve på den betagende natur, inden vi samledes til et skønt italiensk måltid, hvor vi nød hinandens selskab og afslappede samtaler ved bordet.

 Næste morgen blev vi kørt til Lago Di Braies, en postkortsmuk sø, der markerede begyndelsen på vores vandreeventyr. Desværre begyndte det at regne kort tid efter vores start. Det blev en lidt udfordrende start, da regnen fortsatte hele formiddagen. Da vi nåede frem til frokost-refugiet, var vi derfor alle en smule kolde og trætte. Heldigvis klarede vejret op, mens vi nød lidt mad, og resten af dagen foldede sig ud under bedre himmelstrøg. Vi lærte dog hurtigt, at skiftende vejr krævede hyppige påklædningsjusteringer under vandreturen.

 Efter flere timer med vandring blev vi igen hentet af vores chauffører og kørt til overnatningsstedet for natten. Her nød vi en skøn treretters menu, inden vi trætte, men tilfredse, gik til ro.

 De følgende dage bød på enestående oplevelser med betagende landskaber og helt særlige øjeblikke. For eksempel boede vi i 2120 højdemeter på Rifugio Faloria ved Cortina d´Ampezzo, hvor vi blev kørt op i firhjulstrækkere af en meget dårlig og ujævn vej. Ud over den skønne udsigt, så er stedet også særligt, da der i 2021 blev kørt VM. Flere dage kunne vi i øvrigt se sneen på gletcheren Marmolada lige som vi passerede flere steder, hvor der lå lidt sne tilbage.

Et andet eksempel på en særlig oplevelse var da vi på andendagen tog en forkert sti, hvilket resulterede i, at frontgruppen gik omkring seks ekstra kilometer i forhold til den oprindelige plan, mens andre gik en smule kortere. Det fik os til at studere kortet og rutebeskrivelsen grundigere de efterfølgende dage for at undgå flere fejltagelser. Det er i øvrigt interessant, at de fleste stednavne findes både på østrigsk og italiensk i Sydtyrol.

 Vi lærte, at det er afgørende at have det rigtige udstyr og de rette kort med, eller er det? Vi havde alle solide vandrestøvler, som vi mente var det eneste velegnede til terrænet, men vi mødte en lokal kvinde på en af vores ture, der ubesværet vandrede i høje sandaler. Hun havde gjort det i årevis, og hendes tempo manglede bestemt ikke noget.

 På dagen, hvor nogle af os prøvede Via Ferrata, en italiensk klatrestil, der indebærer at fæstne sig til stålkabler på udsatte steder, mødte vi en mand på toppen, der var klædt noget anderledes end os andre. Han havde en hjelm ligesom os, men han bar sandaler og badebukser. Et morsomt syn!

 Via Ferrata-ruten bød ikke kun på udfordrende stigninger og nedstigninger, men førte os også igennem en 300 meter lang tunnel inde i bjerget, hugget ud af soldater under Første Verdenskrig. Via Ferrataen var en enestående oplevelse med betagende udsigter til Drei Zinnen og dalen, guidet af vores rolige og erfarne italienske guide, der sørgede for vores sikkerhed på hele strækningen.

 Dagen sluttede på terrassen på Dürrensteinhütte i en højde af 2040 meter. Da det var vores sidste dag, nød vi lidt vin i solen, mens gruppen samledes. Dem, der ikke deltog i Via Ferrata, havde nemlig taget en anden rute. Lidt vin var måske godt, da vi fandt ud af, at vi overraskende skulle sove alle sammen i det samme rum – der var kun en sovesal til ti personer tilbage. Men faktisk fungerede også det det fint.

 I løbet af de seks vandredage tilbagelagde vi cirka 130 kilometer med omkring 7000 meter højdemeter - en imponerende præstation! Overordnet fungerede konceptet med at overnatte på hoteller, få transporteret vores bagage og vandre gennem forskellige landskaber utroligt godt. Hver dag bragte unikke oplevelse. Vi er sikre på, at dette ikke bliver vores sidste vandretur.

 Vi vil gerne takke Grete for en velorganiseret tur og alle de andre deltager for hyggeligt samvær.

Glade vandrehilsner

Annette og Peter