Søndag den 3. januar 2016
FHI Fløng Kondi og Roskilde Skiklub Hedeland fejrede søndag den 3. januar 2016 Hedelandsløbets 25 års jubilæum.
Klik her for at se billeder fra dagen.
Der var 3 graders frost og en meget kold vind men det afholdt absolut ikke løbere fra nær og fjern i at være med til at fejre dagen.
I alt 375 løbere og power walkere mødte op og de fyldte rigtig godt på stierne i Hedeland.
Inden løbet blev der holdt taler af formanden for I/S Hedelands bestyrelse Liselott Blixt, borgmester Michael Ziegler, Høje Taastrup Kommune og borgmester Joy Mogensen, Roskilde Kommune.
Alle fremhævede området som et fantastisk sted hvor der er mange muligheder for cykling, gang, ridning og løb.
Michael Ziegler havde regnet lidt på hvor langt de 25.352 løbere der har deltaget i Hedelandsløbet har løbet og det blev til ikke mindre end 4 gange rundt om jorden – så deltagerne har slidt godt på stierne i Hedeland.
Michael Ziegler og Joy Mogensen følte begge da de stod op i morges at det ikke var lysten der drev dem til Hedeland men pligten. Men 375 friske løbere kan jo få enhver til at skifte mening.
Michael Ziegler og Joy Mogensen løb derfor begge de 6,6 km. Joy Mogensen i tiden 38.34 og Michael Ziegler i tiden 43.46. Det er en kuperet rute hvor man skal halvvejs op på Skibakken og det stormede og var koldt så det var ikke en nem dag at gennemføre løbet på.
120 gennemførte de 2,8 km og første løber i mål var Rasmus Jæger på 12 år fra IK Hellas i tiden 12.36. Første kvinde/pige på distancen var Ditte Pallesen på 14 år fra Roskilde hun løb i tiden 14.17
6,6 km blev gennemførte af143 løbere. Første i mål var Jens Buch fra Holbæk LMK i tiden 27.50. Mille Hansen på 12 år fra 2 Tri Ungdom var første kvinde/pige i tiden 33.03
8,8 km ruten havde 51 deltagere.
Første mand var Emil Holm på 19 år fra Tri Team Stevns. Emil løb i tiden 31.15. Emil har 2 rekorder i Hedelandsløbet.
Første kvinde var søster Anne Holm på 16 år der løb i tiden 37.51. Anne har 3 rekorder i Hedelandsløbet. Anne kommer også fra Tri Team Stevns.
På 12,6 km ruten gennemførte 56 løbere.
Første mand var Nicolai Lyng Wium fra Tri Team Stevns i tiden 47.02 og første kvinde Britt Mellergaard fra Greve i tiden 1.06.44
3 løbere der var med til det allerførste Hedelandsløb den 13. januar 1991 deltog også i jubilæumsløbet.
John Schustin og Johannes Nielsen gik sammen de 2,8 km mens Søren Christiansen fra IK Hellas stadig er godt løbende og gennemførte derfor de 8,8 km i tiden 49.15 – det skal bemærkes at Søren er blevet 71 år.
Yngste deltager var Maja Boiden Søtofte på 3 år fra Tune. Hun løb de 2,8 km i tiden 48.45
Ældste deltager var Bent Madsen på 84 år fra Hedehusene. Bent løb 6,6 km i tiden 1.01.42. Bent har deltaget i rigtig mange Hedelandsløb og er trods sin alder stadig løbende.
Der var lodtrækning om flotte præmier fra vore sponsorer.
Rema1000 i Fløng havde leveret 6 købmandskurve med mange gode ting samt clementiner.
Løberen i Roskilde havde givet et gavekort på 500 kr. samt yderligere 10 gavekort sammen med Roskilde Skiklub
Slagter Bertelsen, Hedehusene havde sammen med Hedelandsløbet også givet 10 gavekort.
Efter løbet var der kaffe, te, cacao, clementiner og dejlig kringle fra Bageren i Tune.
Fløng Kondi takker alle for at være med til at fejre løbets 25 års jubilæum.
Stor tak til alle jer der flittigt møder op hver måned og på den måde er med til at støtte og bevare løbet.
Klik på billedet for at se det i stor størrelse.