Til forsiden
     
 

Skiburgeren 2011 kom hjem med succes

Fra skiklubbens nyhedsbrev september 2011. 

 

Nu står vi her lidt over en måned efter Roskilde Festivalen og kigger tilbage på Skiburgeren og årets festival.

Ser tilbage på et ½ års arbejde med planlægning og 1½ uges opsætning, afvikling og nedtagning.

 

Hvordan gik det så? Blev det en succes?

 

En målestok kunne være de mål for afviklingen af årets Skiburger, som blev nævnt på stormødet i Roskildehallen den 21/6-11:

  • ”Vi skal nå en omsætning på over 1,4 mio., altså mere end i 2010”:
    Det nåede vi lige, nemlig ca. 1,425 mio. kr. 
  • ”Vi skal servere burgere af god kvalitet. Så god at folk får lyst til at komme tilbage og købe én til!”:
    Vi har ikke en forbrugerundersøgelse, men vi må antage at med så mange solgte burgere, så er der mange, der har købt mere end én gang hos os. Men vi kan stadig blive bedre til at sikre, at hver eneste burger over disken er varm og lækker.
  • ”Det skal være sjovt at være medarbejder i Skiburgeren. Så sjovt at man gerne vil arbejde der igen i 2012”:
    Der er kommet mange, der har sagt, at det var en rigtig god oplevelse at være medarbejder i år. God stemning trods hårdt arbejde. Rigtig mange har allerede sagt, at de vil være med igen til næste år. Men også her er der ting, vi kan gøre bedre.

Vi havde også en række nye tiltag i år. Blandet andet:

  • En helt ny organisering af planlægningen, hvor flere var involveret med ansvar for forskellige opgaver med en gruppeleder i spidsen
  • Nyt tilmeldingsmodul, hvor man selv valgte hvilket vagthold, man vil være på.
  • Der var holdledere til hvert vagthold, som havde kontakten til medarbejderne. 
  • Stormøde for alle i Roskildehallen.
  • Ny udsugning i produktionen.
  • Nye containere

Giv os forslag til, hvad der bør gøres bedre!

Så selv om vi fik en god Skiburger i hus i år, så skal vi ikke hvile på laurbærbladene. Vi vil gerne gøre det endnu bedre næste år.

 

Så nu evaluerer vi inden vi tager fat på Skiburgeren 2012.
Vi tager først en evaluering i planlægningsgruppen, og så inviterer vi til en snak efter en skigymnastik-aften for alle, der har lyst til at fortælle os, hvad der kunne gøres bedre.

 

Tak for indsatsen til alle, der har været med i planlægning, opsætning, afvikling, nedtagning, regnskab m.m.!

 

Mange hilsner

Kurt


Denne side er sidst opdateret: 17. december 2011