Løb og resultater
 |
|
Kurt Hjortsø fra Roskilde Skiklub har kørt 24-timers løb på Le Mans. Dog på rulleskøjter.
|
Le Mans for fuld rulle |
Roskilde Skiklubs Kurt Hjortsø gav den som Tom Kristensen light, da han for nylig deltog i et 24-timers løb på den berømte franske motorbane i Le Mans. Til forskel for Tom K og Jan Magnussen kørte Kurt Hjortsø og konkurrenterne på rulleskøjter.
Men bortset fra små hjul og rugbrødsmotor var konceptet helt som i motor-sports-udgaven af løbet. Roskilde-rulleren deltog på holdet Rolling Vikings Veterans-team sammensat af løbere fra forskellige klubber. De gamle drenge tilbagelagde 169 omgang, og Kurt Hjortsø tegnede sig for de 18.
Det rakte til en samlet 26. plads ud af 530 teams. I veteranklassen endte vikingerne på en flot sjetteplads. |
| |
24 timers rulleløb på Le Mans-banen |
- med ged i pitten og gazeller på banen |
Kl. er 01.45 natten til søndag. Duften af vedvarende sved og sure sokker i pitten er ubeskrivelig efter de første 10 timer af Le Mans-rulleløbet. Fødderne er ømme – men lårmusklerne endnu mere. Det er ikke sjovt at se sin stafet-skifte-makker komme alt for hurtigt tilbage fra hans banerunde – når det er signalet til min 12. tur på den 4,2 km Le Mans-bane. En 12.tur med start op ad den alt for lange og høje Dunlop-bakke. ”Den pause kunne godt have været ½ minut længere”, tænker jeg egoistisk. Men min kære mor er langt væk: på med skøjterne og tæller-chippen og ud i skifte-boksen. Sidste slurk energidrik hældes ned på vej ud, men efter 7. liter skal man tænke på, at virkningen forhåbentlig bliver bedre end smagsoplevelsen.
.Jeg får spottet Thomas i skifteområdet i teamets røde Rolling Viking-dragt. Vi er 4 mand på nathold 1 til tjansen kl. 22 til 02, og jeg har fast skiftet med Thomas. Ud på banen – ned i æggestilling - tempoet op så det matcher Thomas – der er kontakt i ryggen kan jeg mærke - staffetten overføres til mine hænder på ryggen – et skub i ryggen – og jeg er på vej op ad Dunlop-bakken. 2 minutter uphill i så højt tempo som muligt. Men uden at syre til. Der skal være overskud til nogle hurtige afsæt inden det går nedad i 20 sekunder for at holde styr på skøjterne med 50 km/t rundt i svinget. Åndedrættet er meget hurtigt, max-pulsen er nået, men heldigvis også toppen. Derefter er det bare ned af bakken og så derudaf i æggestilling så lang tid som muligt. Stadig ingen pack-makkere i sigte, så denne tur må gøres alene. Op langs opløbssiden pines de sidste kræfter ud, men min makker står heldigvis klar til næste skifte. Denne tur sluttes lidt langsommere end dagens tidligere, men vi er stadig tæt på en gennemsnitsfart på 30 km/t for en omgang.
Tilbage i pitten kan jeg med lettelse konstatere, at nathold 2 er dukket op. Så er det tid til at finde teltlejren og få lidt søvn inden nathold 1 skal stille op til nye runder kl. 7.Søndag kl. 16 vinkes løbet af. Rolling Viking Veterans-teamet slutter med 169 gennemførte omgange (jeg får kørt de 18). Det rækker til en flot 6. plads i veteranklassen og en samlet 26. i hele løbet – ud af 530 teams er det meget tilfredsstillende (så meget, at det let kan fortrænge oplevelserne med Dunlopbakken). Samlet havde Rolling Vikings 4 teams med i løbet. Veteran-teamet var til lejligheden sammensat af mande-rullere fra forskellige danske klubber. Et internationalt sammensat kvinde-team blev nr. 70 samlet og nr. 5 i deres klasse (og heldigvis 14 omgange færre end veteran-teamet – ellers var det blevet en meget lang bustur hjem!). Derudover var der to blandede Vikinge-teams.
Fed oplevelse at køre på ”Tom Kristensens bane” med den intense stemning på bane- og pitområdet. Og masser af nørdet rulleskøjtesnak og ”hjul-spark”. Og kanon organisation af Tore Brynaa, som har startet Rolling Vikings for 3 år siden til at deltage i sådanne specielle løb.
Nu skifter jeg energidrikke og energibarer ud med skibodens burger-sortiment og fadøl de næste dage, og glæder mig til stemningen i skiboden og på festivalpladsen.
Der er billeder på dette link: http://www.bildimpressionen.de/index.php?cmd=showalbum&event=242&page=2
Og resultatliste og omgangstider kan ses på denne side: http://s288581967.onlinehome.fr/LIVE/masse/index.php?an=2010&code_course=24R&menu=0&type=1&Num_Menu=4
Mange hilsner
Kurt
Skiklubben markerede sig i Ringsted Outlet-løbet
Søndag den 20. juni var der Ringsted Outlet-løb. Der var ingen opdeling i aldersklasser, og løbet samlede såvel motionist-, fitness- og konkurrenceløbere.
Karina Christensen havde debut med sit første konkurrence-løb og gjorde det rigtig flot på 11 km-distancen med tiden 26:06. En samlet 5-plads og bedste kvinde. Flot!
Kurt deltog i 21,1 km-distancen og blev samlet nr. 19 i tiden 43:07.
Se billederne her:
http://picasaweb.google.dk/114346699006359290702/RingstedOutletLB20Juni2010?feat=email#
og resultaterne:
http://www.mylaps.com/results/showevent.jsp?id=552897
Speedskating EM - det går godt nok stærkt!!
Roskilde Skiklub havde fået udtaget 3 speedskatere til landsholdet ved søndagens (13. juni) EM på marathondistancen i Nordtyskland. Blandt Europas bedste blev Bent Hansen en flot nr. 12 sin aldersgruppe (60+), Kurt Hjortsø nr. 32 i 50+, mens Ulrik Mehlert ikke lige ramte dagen og udgik.
Det var blev som forventet til en gns. fart på ca. 30 km/t på den 42 km lange distance– og med en max. fart på 53,9 km/t, da det gik hurtigst. Danmark havde i alt 12 landsholdsrullere fordelt på aldersgrupper. Den danske OL-skøjteløber Cathrine Grage fik guld hos kvinderne i 30+-gruppen, men det blev til yderligere en sølv- og en bronzemedalje til holdet.
Læs mere om oplevelsen under løbet
Denne side er sidst opdateret:
14. juli 2010
|